I takt med at flere og flere musikstreamingtjenester tilbyder lyd i højere opløsning, svirrer luften også med flere og flere tal, begreber og forkortelser. Måske spekulerer du på, om høj opløsning er det samme som high fidelity eller HD. Hvad er forskellen mellem 16-bit og 24-bit? Hvad betyder kHz-tallet? Og er tabsfri bedre en tabsgivende? Hvis du er forvirret, så er du bestemt ikke alene om det. For mens nogle aspekter af, hvad der udgør høj opløsning, er tydeligt defineret, så er andre ikke. Og efterhånden som branchen udvikler sig, benytter streamingtjenesterne deres egne begreber til at brande deres niveauer af højere opløsninger.

I dette blogindlæg gennemgår vi det grundlæggende, så du får en solid forståelse af, hvad høj opløsning rent faktisk betyder. Dermed får du viden nok til at beslutte, hvilken type lyd du gerne vil streame.

Hvad gør en sang til "hi-res"?

Når man snakker om høj lydopløsning, prøver man i bund og grund at besvare ét konkret spørgsmål: Hvor præcist afspejler det lydspor, jeg lytter til, hvordan sangen lød, da den blev optaget i studiet? Det afgør vi bedst ved at måle to forskellige ting i et digitalt lydspor: bitdybde (som udtrykkes i "bit") og samplingfrekvens (som udtrykkes i kilohertz, "kHz").

Bitdybde (eller: Kan man høre de meget kraftige og meget stille lyde?)

Lad os lige nævne noget indlysende først: Nogle lyde er så stille, at mennesker ikke kan høre dem, såsom lyden af en let fjer der stryges hen over en glasplade. Den laver en lyd, men vi kan ikke høre den. Og omvendt er nogle lyde så kraftige, at hvis vi lyttede til dem, ville det skade ørerne. (Det er for eksempel ikke en god idé at stille sig ved siden af en jetmotor.) Mellem disse to ekstremer er der et lydområde, som mennesker kan høre og nyde.

Bitdybde er den måling, der fortæller os, om vi kan høre de mest stille lyde i en sang og hele vejen op til de kraftigste lyde – fra den mest stille hvisken til det mest støjende bækkenslag.

Når man lytter til musik, er der to forskellige bitdybder, der betyder noget: den bitdybde, den originale sang blev indspillet med i studiet, og bitdybden på den lydfil, du lytter til, uanset om den streames, downloades eller spilles fra en CD.

De to mest udbredte bitdybder er 24 bit og 16 bit.

24 bit: Det er den bitdybde, digital musik optages med i studiet. Det er også den bitdybde, der anses for "hi-res", når du lytter til en musikfil.

16 bit: Denne bitdybde kaldes ofte "CD-kvalitet". Hvis du lytter til en sang på en CD, lytter du til en 16-bit-sang. Ved denne bitdybde bør man kunne høre både de absolut mest stille lyde på sangen og de absolut kraftigste. Men hvorfor ville man så indspille en sang med en højere bitdybde end 16 bit, hvis 16 bit dækker hele det lydstyrkeområde, vi ønsker fra musik? Det kommer vi til om lidt.

Samplingfrekvens (eller: Kan man høre de meget kraftige og de meget stille lyde?)

Lad os lige hurtigt genopfriske frekvenser. Vores ører kan kun opfatte lyd i et vist frekvensområde. Du kender sikkert eksemplet med hundefløjten, som laver en lyd på så høj en frekvens, at mennesker ikke kan høre den, mens hunde kan.

Ligesom med lydstyrkeområdet med stille til kraftige lyde, som mennesker kan høre (forklaret ovenfor), kan vi også kun høre et begrænset frekvensområde. For et menneske med perfekt hørelse er det område fra 20 Hz til 20.000 Hz (20 kHz).

Så da 16 bit blev valgt som standardbitdybde til CD'er, blev 44,1 kHz valgt som standardsamplingfrekvens, fordi den dækker hele det frekvensområde, vi kan høre.

Du har måske hørt om samplingfrekvenser, der er højere end 44,1 kHz (fra 48 kHz og hele vejen op til 192 kHz). I modsætning til enigheden om, at en sang anses som "hi-res" ved en bitdybde på 24 bit, er lydspecialister mindre enige om, hvilken samplingfrekvens der kræves til "hi-res". Men fordi 44,1 kHz dækker hele det hørbare frekvensområde, kan du være sikker på, at du hører alle frekvenserne i en sang, hvis du lytter ved denne samplingfrekvens eller højere.

Hvorfor har vi ikke altid lyttet i hi-res?

Hvis vi vil have musik til at lyde, præcis som da den blev indspillet i studiet, hvorfor lytter vi så ikke altid til de originale filer – de digitale 24-bitfiler indspillet i studiet? Det korte svar er: Fordi den type filer er enorme. Og processen med at bringe så store filer fra studiet til vores ører har været (og er fortsat) noget af en udfordring. For at forklare processen er vi nødt til at tale om lydfiler. Og som med de fleste gode historier begynder den historie i starten af 80'erne.

Da CD'en blev introduceret, kunne den ikke indeholde et helt album med 24-bitsange. Så ved fremstillingen af en CD skulle de originale 24-bitspor fra studiet konverteres til mindre 16-bitfiler. Denne bitdybde blev valgt, fordi den kræver mindre plads end 24 bit, samtidig med at man stadig kan høre hele lydstyrkeområdet fra stille til kraftigt ved 16 bit (som forklaret ovenfor). Derfor er musik i CD-kvalitet med rette i årtier blevet anset for at have høj lydkvalitet.

Og så kom internettet og ændrede, hvordan vi deler stort set alting. Breve blev til e-mails. Brochurer blev til websider. Samtaler blev til chats. Men hvor ord nemt kan overføres elektronisk via meget små filer, var 16-bitfiler for store til at blive overført online, for slet ikke at tale om 24-bitfiler. (Internettet var meget, meget langsomt i starten, som du måske kan huske.) Så for at vi kunne overføre musik online, skulle musikfiler gøres endnu mindre. Derfor blev de originale lydfiler komprimeret.

Der er to metoder at komprimere en fil på: tabsgivende og tabsfri.

Tabsgivende (eksempler: MP3, AAC, WMA, OGG): Med denne metode bliver små dele af en sang helt fjernet fra det originale, ukomprimerede lydspor for at gøre filen mindre. Man vælger, hvilke dele der skal elimineres, baseret på hvor sandsynligt det er, at nogen vil savne dem. Lad os tage et eksempel med en sang, hvor en meget stille lyd fra en percussion shaker kommer lige efter et kraftigt slag på en hi-hat. Dine ører vil sandsynligvis ikke kunne høre lyden fra shakeren, da den kraftige lyd fra hi-hatten overdøver den. Så i dette eksempel er lyden fra shakeren noget, der kan fjernes fra den originale lydfil, uden at de fleste vil bemærke det eller savne den lyd. Men man kan let komme ud på et skråplan. For at en tabsgivende fil kan gøres mindre og mindre, skal flere og flere lyde fjernes. Og jo flere lyde der fjernes, desto mere sandsynligt er det, at lytteren vil bemærke, at der mangler noget. Og jo mere lytteren bemærker, at der mangler lyde, jo mere vil de anse sangen for at være af dårlig kvalitet.

En lille bemærkning her: Kvaliteten af tabsgivende lydfiler vurderes ikke på samme måde som med ukomprimerede og tabsfri filer. I stedet måles kvaliteten i kilobytes per sekund (kBps), der også kaldes bithastighed (som ikke skal forveksles med bitdybde). Men eftersom vores fokus i dette blogindlæg er på de højeste niveauer af lydopløsning, nøjes vi med at lægge vægt på de målenheder, der bruges til at vurdere lyd i hi-res- og CD-kvalitet: bitdybde og samplingfrekvens.

Tabsfri(eksempler: FLAC, ALAC): Den bedste måde at komprimere en fil på uden at reducere musikkvaliteten er gennem "tabsfri" komprimering. Ligesom med zip-filer betyder komprimering af en sang ned i en tabsfri fil, at når du åbner filen igen for at lytte til sangen (altså dekomprimerer den), mangler der ikke noget. Du hører sangen, præcis som den var, før den blev komprimeret til en tabsfri fil. Streamingtjenester, der i dag tilbyder hi-res-lyd, gør det med tabsfri filer.

Hvorfor overhovedet lytte i hi-res?

Du ved nu tre vigtige ting: 1) Ukomprimerede og tabsfri lydfiler vurderes med to målinger: bitdybde og samplingfrekvens. 2) At lytte til en sang på 16 bit og 44,1 kHz ("CD-kvalitet") dækker hele det lydstyrkeområde og frekvensområde, vi mennesker gerne vil høre i musik. 3) I studiet indspilles sange med en bitdybde på 24 bit.

Når du så ved det, undrer du dig måske over to ting: 1) Hvorfor bliver sange overhovedet indspillet med en højere bitdybde end CD-kvalitet? og 2) Hvad er fordelen ved at lytte til musik i hi-res i stedet for CD-kvalitet?

I studiet

Greg McAllister, Senior Sound Experience Manager hos Sonos, bruger en simpel analog til at forklare, hvorfor lydteknikere indspiller musik ved 24 bit. "Lad os sige, at du forsøger at fange en lille fisk med et lille net," sagde han. "Fordi nettets åbning er lidt større end fisken, burde du kunne fange fisken med det net, du har. Men hvis du har et større net med en meget større åbning, er det meget lettere at fange fisken." Han uddyber så analogien i studiet: "Indspilning ved 16 bit er lidt som at fange lyden med et lille net, hvorimod optagelse af lyden ved 24 bit er det store net. Du giver dig selv en større fejlmargen og gør processen langt lettere ved at bruge et større net."

Lyden fra dine højttalere

I mange år har de højeste bitdybder og samplingfrekvenser, du har kunnet streame på Sonos, været i CD-kvalitet. Og fordi lydfiler på 16 bit og 44,1 kHz inkluderer hele lydstyrkeområdet og frekvensområdet i en sang, gør det lydkvaliteten fantastisk.

Men fra i dag kan du lytte til lyd i høj opløsning (24 bit, 48 kHz) på de fleste Sonos-produkter ved at streame fra Amazon Music Unlimited. Hvorfor vil du gerne høre musik i hi-res? McAllister forklarer igen. "Fordelen ved at lytte til musik i høj opløsning er, at du lytter til den reelle fil fra studiet," forklarer han. "Du undgår en konvertering af lydsporet fra 24 bit til 16 bit. Lytning til en fil på 24 bit garanterer, at du hører lyden, nøjagtigt som den lød i studiet. Det bliver lige lidt mere teknisk: Alle digitale filer består af ettaller og nuller, så en 24-bit lydfil indeholder præcis de samme ettaller og nuller som i studiet."

Og lad os så gå tilbage til det originale spørgsmål: Hvor præcist afspejler det lydspor, jeg lytter til, hvordan sangen lød, da den blev optaget i studiet? Svaret på det spørgsmål afhænger af to ting: den sang, du lytter til, og den enhed, du lytter på. For eksempel vil højttalerne i din mobiltelefon ikke kunne yde en hi-res sang retfærdighed. Men hvis du lytter til en sang i høj opløsning med kvalitetshovedtelefoner eller en Sonos-højttaler, så har du de bedste muligheder for virkelig at opleve sangen, som den lød i studiet.

Sådan lytter du til hi-res på Sonos

Fra og med tidspunktet, hvor dette blogindlæg går live, kan de følgende Sonos-produkter afspille 24-bit-musik ved 48 kHz: Roam, Arc, Beam (begge generationer), Five, Sub (alle generationer), Move, One, One SL, Port, Amp, SYMFONISK boghylde, SYMFONISK bordlampe, Play:5 (Gen 2), Connect (Gen 2) og Connect:Amp (Gen 2).

Sonos understøtter aktuelt streaming af hi-res fra Amazon Music Unlimited (som streamer i op til 24 bit, 192 kHz). For at lytte til lyd i hi-res fra Amazon Music på Sonos (som Amazon kalder "Ultra HD") skal du abonnere på Amazon Music Unlimited. (Bemærk: Når du streamer på Sonos, er den maksimale samplingfrekvens 48 kHz.)

Hvis du foretrækker en anden streamingtjeneste, der tilbyder hi-res-lyd, og som ikke aktuelt er tilgængelig på Sonos, kan du se frem til, at vi introducerer flere oplevelser med hi-res i fremtiden. Sørg for at holde dit Sonos-systems software opdateret, og følg os på Instagram, Twitter, Facebook og LinkedIn for at holde dig opdateret om alle vores seneste features.

Hvad med high fidelity og HD?

Du har måske lagt mærke til, at vi udelukkende fokuserer på hi-res i stedet for lyd i hi-fi (high-fidelity) eller HD (high definition). Det er der en grund til: Mens lydspecialister er enige om, hvad der udgør hi-res (24 bit), så er der ikke nogen entydig definitionen af high fidelity og HD. Hvis du støder på disse begreber, kan det være, at de henviser til CD-kvalitet (16 bit), hi-res (24-bit) eller noget andet. Bare husk på, at når du vurderer en sang med højere lydopløsning, så er bitdybden og samplingfrekvensen de mest konsistente måder at afgøre kvaliteten af sangen på.

Prøv dig frem, og beslut så

Til syvende og sidst er det kun dig, der kan afgøre, om hi-res er noget for dig. Så tag og prøv det! Amazon Music Unlimited tilbyder en gratis prøveperiode. Vælg en sang, du kender godt, og lyt til den, på den måde du plejer. Lyt så til den igen i hi-res, og se, om du kan høre forskel. Eller måske ved du allerede, at du bare gerne vil være sikker på, at du streamer den bedst mulige lydkvalitet på dit system. Når du har abonneret, så tag et kig på skærmen Afspiller nu i Sonos-appen, hvor vi har tilføjet et badge, der tydeligt viser, når du lytter til lyd i hi-res fra Amazon Music.